Indigo Richards maleri – et univers af sanseligt nærsyn Af mag.art. Pia Wirnfeldt I billedkunstneren Indigo Richards abstrakte malerier møder vi antydninger af liv. Plantestængler, kronblade, insekter, frugtgrene i blomst, regndråber, isflager, sollys, havplanter og myldrende mikroorganismer. Naturen er allestedsnærværende, ikke i figurativ forstand, men som koncentrerede, fortættede sansninger. Fornemmelser og indtryk af natur i på én gang fjerne, abstrakte, mikroskopiske og nærværende universer. Derfor virker det hult at forenkle Indigo Richards malerier i ord og motiver. Oplevelsen af hendes malerier præges først og fremmest af en fantastisk malerglæde, hvor intellektets konceptuelle tilgang må spille fallit overfor maleriets rent sanselige virkemidler af farver, former, punkter og penselstrøg. Ligesom akvarelmaleren arbejder hun af flere omgange vådt i vådt med akrylfarven, når hun lagvis bygger billederne op. Forløbet er uforudsigeligt for med intuitionen som en vigtigt ledetråd afventer hun, hvad der sker. Alligevel, trods billedernes vekslende elementer af ro, dynamik, lethed, tyngde, det nære og det fjerne, udviser hun en sikker forståelse for billedets rum og en overlegen kompositorisk sans. Netop spændingen i det kontrastfyldte giver sig til udtryk på mange måder i Indigo Richards kunst. I vekselvirkningen mellem forfinende slør af transparente laseringer, kraftfulde penselstrøg og fortættede farveflader. Eller i kontrasten mellem den nordiske og den mere sydlandske palet, der udtrykker et sjældent koloristisk overskud og udfolder hele spekteret fra de dæmpede grå-, grøn- og blålige nuancer til de mere højtråbende klangbunde af pink, grøn, orange eller turkis. Udtrykket er intenst – såvel poetisk som ekspressivt. I Indigo Richards arbejde med maleriet er processen det vigtigste. Ofte, på næsten kaligrafisk vis, påfører hun malingen i ubrudte bevægelser – som en slags energiudladning, der umiddelbart derefter sætter noget nyt i gang. Kontrasten mellem det kontrollerede og det tilfældige er vigtig, hvis billedet skal fungere. Ofte tillader hun den tynde akrylfarve at løbe ned af lærrederne ligesom tilfældige penselstrøg og ukontrollerede malerklatter bydes velkommen i processen. Med disse visuelle forstyrrelser frigør hun maleriets indre dynamik, mens vi samtidig introduceres for et bid af kaos. Hermed undslipper værket intellektets identifikation, og maleriets sanselige materialitet bliver det fremtrædende. For i billedets anslag af kaos ligger muligheden for at udtrykke sig rent sanseligt, og derfor åbner Indigo Richards malerier sig som uudtømmeligt, fascinerende universer af frie associationer.